Gratis Guide til Skåne
Har du rettelser, skriv til
  • Home
  • Om os
  • -
  • Fakta
  • Skauninge
  • Naturen
  • Historien
  • Maden
  • -
  • Skaane Rundt:
  • Malmø
  • Ven
  • Lund og Dalby
  • Helsingborg
  • Kullen og Vest
  • Midt-Skaane
  • Syd-Skaane
  • -
  • PRAKTISK VIDEN
  • Rejsetips A-Z
  • Transport
  • Overnatning
  • Aktiv Ferie
  • SJOVT at VIDE
Billede

Hils på en skauning

Hvordan er en redi skauning? Hvad er skånsk folkesjæl? Sproget? Skånes kultur?
Meget kan man sige om den brutale forsvenskning af Skåne, da alt dansk skulle udryddes, men det virkede sgu. I dag må vi erkende, at skåninge er blevet en slags svenskere. Men kig lidt nærmere, så ser man, at en del af den danske folkesjæl har overlevet og har det godt.
​
Af Kenneth Bo Jørgensen
Man kan sagtens drille en skåning med, at han er "gammeldansk". Han vil glad sige: Så tag mig dog! Men det ville nok blive ved det. For i dag hører Skåne til det svenske folkehjem. Ligesom Halland og Blekinge, som også var danske engang. Så ikke mere om det. Men det ændrer ikke ved, at Skåne ligner en luns Danmark, ikke mindst i syd. Længere mod nord bliver Skåne lidt mere svensk, man bliver mere stive og formelle, absolut venlige, men svenske - det skånske ser ud til at aftage i takt med, at terrænet stiger, for helt at forsvinde i det store skove op til Småland. Men hvordan er en redi skauning? 
Billede en ung smuk pigeAlle skåninge er smukke
​En rigtig skåning elsker først og fremmest Skåne, ikke Sverige. Og en skåning elsker andre skåninge og sig selv. For de må blankt erkende, at de er verdens dejligste folk med karaktertræk så pragtfulde, at enhver må forstå deres grænseløse stolthed. De vil tage det for givet, at du ved, at de er intelligente og frem for alt kvikke. Men at de har begge ben solidt plantet på jorden, skånsk jord, forstås, for det er den bedste jord at have sine ben plantet i.
De mener at have en særlig evne til at gennemskue narrestreger fra høje autoriteter - for slet ikke at tale om naragtigheder fra  intellektuelle, som er noget af det værste, en skåning ved, men ikke nok med det. En skåning er også smuk. Smukkere end alle andre svenskere, som ellers er kendt for at være smukke nok. Det er svært at protestere, for skåninge er smukke, selv grimme skåninge er smukkere end alle andre.
Og skulle en skåning tilføje noget til alt dette, må det være, at en redi skauning også er trofast, sund, frisk og rank i livets forhold. Og bag hver eneste tykke tegnebog, proppet med kontanter, banker der et varmt hjerte af guld.
En skåning kan klare alt. Den svulmende livskraft er udviklet af de mange op- og nedture i historiens løb. De har lært at klare sig. De mange fremmedes trængen ind og ud har lært dem, at intet er sikkert: Man må tage det, som det kommer. Med et smil og en iskold snaps.
De er rettelig stolte af deres historie. At de engang var et stakkels, forpint og krigshærget folk, der næsten ikke kunne komme sig over. hvor hårdt det må have været for danskerne at miste Skåne. Og til i dag, hvor de har skabt verdens centrum, eller i det mindste verdens bedste sted at bo. Med fede jorde, penge i banken, fred og fordragelighed - og magelighed.

Og det skal med, at en skånings evige pralerier altid bliver leveret med et glimt i øjet, for et glimt i øjet og en ræv bag øret, det har en redi skauning.

Picture af Edvard PerssonEdvard Persson - en ægte skauning
Hvis man vil se den skånske folkesjæl i fuld flor, skal man nyde de gamle film med über-folkekære skåning, Edvard Persson (1888-1957). Sveriges svar på Ib Schønberg. Persson spillede gæv skåning i stribevis af Morten Korch-agtige film - en munter bonde, som løste alle problemer med snusfornuft, uden at få dråbe sved på panden, og uden at piben gik ud.
Det er et Skåne, der ikke eksisterer mere, ligesom Morten Korchs Danmark er forduftet. Men en skåning kan ikke helt slippe det. Man nynner glad med på evergreens som Jag har bott vid en landsväg i hele mitt liv eller den med den liten gåsapåg från Skåne der ser det Lite grann från ovan. Hør dem under Sjov viden.
​Han har også indsunget masser af viser, der gør grin med svenskerne, altså dem der ikke er skåninge. Især dem fra Stockholm må finde sig i mere end de fleste.
Den mest kendte karakteristik af skåninge, der indkapsler det hele, og som de glædeligt citerer, lyder:
​
En redi skauning fryser när han arbetar och svittas när han äter.
En rigtig skåning fryser, når han arbejder, og sveder når han spiser.
For en redi skauning har sine prioriteterne i orden.

Bliver du glad for guiden, kan du give drikkepenge på Mobilepay tlf. +45 20216673
ForbudsSverige
Om Skåne havde klaret sig lige så godt eller bedre, hvis det var blevet i Danmark, ved ingen. For på begge sider af Sundet ser det ganske godt ud. Og udviklingen har været nogenlunde ens. Både Danmark og Sverige blev på samme tid socialistiske stater, der ikke var så socialistiske, at det gjorde noget, men Sverige havde den fordel, at landet kunne holde sig ude af verdenskrigene, og at det har enorme naturressourcer. Sverige har store koncerner som lokomotiver for industrien. Og det nordlige Sverige fik behov for fødevarer fra Skåne, det har måske gjort dem lidt rigere, end hvis de var blevet i Danmark. Så Sverige trives, og Skåne trives, også økonomisk,
​Som en skåning siger: IKEA møblerede folkehjemmet, H&M klædte det på. Og Volvo kørte det på ferie. Og Skåne gav alle smør på brødet og skinke til jul.

Forhold til Sverige
Skåne er en speciel region i Sverige, fordi det er den eneste, hvor man finder modvilje mod centralmagten i Stockholm. Alle andre elsker den centrale magt, for de vil det så godt. Men ikke i Skåne. De mistænker alt, hvad der kommer fra myndigheder. De ved bedst selv. Det er ikke til at vide, hvor de har det fra. 
​​
Vidste du, at en undersøgelse fra Sydsvenska Dagbladet har vist, at 51 pct. af skåninge vil tilbage til Danmark. Mens mange danskere knapt ved, hvor Skåne ligger.
​
Picture af indrejse pasBillede af Robert England fra Pixabay
Indvandring
Den største udfordring af den skånske idyl er indvandringen, der har givet brand i gaderne, især i Malmø, der fik tilnavnet Nordens Chicago. Kun Stockholm har flere forbrydelser end Malmø. Men: Gå en tur i Malmø en eftermiddag. Der er sgutte meget Chicago over det. Der er fred og idyl. Hvem kan også være sur blandt så smukke blomster? Og med strande allevegne, hvor man kan svale af.
Men ude i forstæderne lurer problemerne. For her bor flygtninge og indvandrere fra dårligt stillede lande, der er lige så svære at integrere som i Danmark. Det ligner i det hele taget Danmark. Alt for mange arbejdsløse, især kvinder, som systemet fuldstændig har svigtet og givet lov til at blive hjemme på bistandshjælp. De unge laver ballade og gider ikke at være en del af Sverige. Måske fordi de fornemmer, at Sverige ikke rigtig gider dem. Parallelsamfund opstår, og alt imens vokser Sverigesdemokraterne, det indvandrerkritiske parti, svensk svar på Dansk Folkeparti, som har enorm tilslutning, ikke mindst i Skåne. Svenskerne er rasende over skåningenes "fremmedhad", men skåningene er ligeglade. Intet kan cementere deres holdning mere, end at det forarger i Stockholm. Havde en svensk statsminister sagt, at skåninge aldrig ville blive stuerene, havde de slået en høj latter op, for hvad andet kunne man forvente af magteliten, der har mistet enhver realitetssans.

Kunst og kultur i Skåne

Picture af kunstner
Kunstnere byder indenfor under Kunstrondan
Man kommer ikke langt i Skåne uden at blive udsat for kunst. Hver by har kunstmuseum, og kunstnere åbner deres værksteder, så folk kan komme ind at se dem i arbejde – evt. bestille et håndlavet mesterværk. En gang om året har man Kunstrunder, hvor kunstnere åbner for turister, ikke mindstfor danskere. Læs under Sjov viden.

Litteratur
Skåne er kendt som kulisse for krimier. Mange kommer til Ystad for at se kulisser til Henning Mankells kriminalkommissær Kurt Wallander. Forfatteren boede i Skåne til sin død i 2015. Læs under Syd-Skåne og Ystad.
Sjöwall og Wahlöö skrev i 1970’erne om Martin Beck, som løste gåder i forfatternes hjemby, Malmø. Og Øresundsbron fik sin plads med tv-serien Broen af svenske Hans Rosenfeldt. Det var svært at forstå, hvad den handlede om, men den blev populær alligevel. Se Sjov Viden.

Picture af Birgit NilssonLa Nilsson
​Musik
Der er musik i hele Skåne. Stort set alt krydres med musik, især om sommeren. Og hvis der bydes på Allsång, så spring til. Svenskerne elsker at synge, og især fællessang. De kan et hav af sange, så man bliver helt flov over, hvordan vi i Danmark har glemt vores sangskat. Der er musikfestivaler i hver en by, som man kan se tid og sted for her: musikfestivaler.
Desuden har Skåne beriget Sverige og hele verden med især en person, som ser ud til at leve evigt. Det er opera-divaen Birgit Nilsson, som bragte ære til Skåne i hele sit liv, for hun var født her, og hun boede her, og hun døde her. Og som ægte skåning var hun ikke spor ked af at prale af det.
I dag er der et museum om hende nær Båstad, hvor man kan smage pandekager efter den opskrift, som hun var kendt for. I sine sidste år levede hun stille på den fædrene gård i Båstad, men var dog tit i medierne, for hun var en pryd for et tv-program. I dag holdes hendes minde i live på museet og en årlig festival i Båstad, se her.

Sport i Skåne

Skåne har været centrum for tennis i mange år. Swedish Open er afviklet i Båstad i årtier. Men det er fodbold, der står skåningenes hjerter nærmest. Blandt de store fodboldhelte finder man en mørklødet skåning, Zlatan Ibrahimović (født 1981 i Malmø), der spiller for AC Milan. Med bosnisk far, kroatisk mor og bopæl i Sverige kunne han også have valgt at spille for Bosnien-Hercegovina, Kroatien, men han valgte Sverige. Se Sjovt at vide. Blandt de stærke svenske hold er Helsingborg. De spiller i Allsvenskan og har vundet det svenske mesterskab 7 gange. Klubben har hjemme på stadion Olympia. Ærkerivalen er Malmø MFF, som har vundet Allsvenskan 23 gange og cupmestre 14 gange.
Men nu skal vi ikke glemme, at det var danskerne, der lærte dem det. I slutningen af 1800-tallet rejste vi over og lærte svenskerne alle de sportsgrene, som de senere skulle slå os i, ikke mindst fodbold. Første landskamp mod Sverige var i 1913, og i de fem efterfølgende vandt Danmark sammenlagt med 24-0. Men det ændrede sig. Vi byggede også baner til cykelløb for dem og lærte dem brydning, hvor de er mestre i dag. Og endelig har de totalt udraderet os, når det gælder ishockey.

Vil du følge med i skånsk fodbold, bør du kende holdenes kælenavne:
Malmö FF:  Di blåe; Malmö IF: Di Gul; Landskrona BoIS: Di randia; Helsingborg IF: Di röe

Picture af Zlatan
Zlatan fra Skåne, Af Doha Stadium Plus Qatar - Zlatan Ibrahimovic — Doha, Qatar, CC BY 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=33894860

Sproget

Se nederst: Hasse om skånsk.

Man kan blive overrasket over, hvor få danskere og svenskere der forstår hinanden. Det gælder især, hvis en stockholmer møder en dansker. Derimod kan en sjællænder godt forstå en stockholmer, men ikke naboen i Skåne. Det er TVs skyld. For på Sjælland har man set svensk tv i årtier, og man er vant til at læse svenske undertekster på amerikanske film, så her forstår man rigssvensk, men det hjælper ikke i Skåne, I Skåne kan man til gengæld sagtens forstå dansk, dels er de her tit, men de har set dansk tv med danske undertekster i årtier. Så det er svært at finde et sprogligt match.
Men det går nok endda. Man bør dog kende nogle af ord, der kan drille. Det er ikke blot, at svenskerne kalder noget for "roligt", når vi andre synes, det er "morsomt". Eller at danskere tror, at de skal have det kolde bord, når de bliver indbudt til frokost, og så får de rundstykker. Så for at undgå misforståelser:
Dansk                                 Svensk

briller                                  glasögon
byg                                     korn
café                                    fik
elpære                                glödlampa
forretning                            affär
fortov                                  trottoar
frakke                                 rock
frokost                               lunch
grillbar, pølsevogn               gatukök
have/park                           trädgård
hytte/lille hus                      stuga
kaffestund                           fika
loppemarked                        loppis
losseplads                            soptipp
morgenmad                         frukost
morsom                              rolig
måge                                  mås
mås                                    rumpa
nederdel                              kjol
radiator                               element
rav                                      bärnsten
regning                               nota
rengøring                            städning
rundkørsel                          rondell
sjov                                    kul
slik                                     godis
snot                                    snor
sti                                       led
strisser                               snut (slang)
supermarked                       snabbköp
sød, dejlig                           gullig
trampolin                            studsmatta
tørklæde                             sjal
tågelys                               dimljus
tvebak                                skorpor

Videre til: Natur i Skåne, Skåne-kost, og Skånes historie
Eller tilbage til Skånes 
hovedmenu
​

Den bedste guide til Skåne

Hvis du bliver glad for guiden, kan du støtte via MobilePay på tlf. 20216673